Du kender det sikkert. Det bløde garn ligger foran dig, og det kribler i dine hænder efter at komme i gang. Men du har ikke lyst til at lave det samme, som du plejer.
Er du ved at løbe tør for idéer med garn, eller søger du bare lidt ny inspiration til din kreative garn hobby, så kan dette blogindlæg måske hjælpe dig.
Med garn kan du både hækle og strikke, men du kan også brodere, knytte og væve. Blandt meget andet. Læn dig tilbage og læs videre, for herunder vil jeg forsøge at inspirere dig til nye kreative projekter med garn.
Du kan læse om:
- nye strikke- og hækleprojekter
- at lære at bruge en punch needle
- at lave forskellige vægtæpper med garn
Kan du ikke vente med at komme i gang, kan du her finde en oversigt over alle vores idéer til kreativitet med garn.
1. Hæklet kosmetikpung med ombre effekt
Allerførst kan du lade dig inspirere til nye hækleprojekter. Du kan fx hækle en skøn pung, som du kan bruge til kosmetik eller andet, der skal opbevares godt.
Pungen er hæklet med farvegraduering, så garnets flotte farver mødes i et farvespil, der lader øjnene gå på opdagelse. Og denne ‘dip dye’-effekt er faktisk slet ikke så kompliceret at lave, som det ser ud.
Du hækler pungen med to garnnøgler ad gangen, hvilket gør det let for dig at skifte til en ny farve. Find en gratis hækleopskrift her, hvor du også kan se, hvordan du syr dit hæklede arbejde omkring en færdiglavet pung. Så bliver det ikke nemmere.
Lær at hækle
Kan du ikke hækle, men vil du gerne lære det? Så er det heldigt, at der er hjælp at hente i blogindlægget “Lær at hækle: en begynderguide til dig”. Her kan du ved hjælp af videoer lære de vigtigste teknikker.
2. Hjemmelavede karklude
Hjemmelavede karklude er en miljøvenlig klassiker, som mange kaster sig ud i. For der er flere fordele ved at lave sine egne klude, uanset om du hækler eller strikker dem.
Du kan for det første selv bestemme garnkvalitet og farver, så kludene kommer til at passe ind i dit køkken. Dertil kommer glæden ved at lave dem selv.
Ved at lave dine egne karklude undgår du desuden unødvendige kemikalier, plast og andet, som vi helst ikke vil have i vores hjem. Så dette projekt er rent win-win.
Tip til dine hjemmelavede karklude:
For at kludene skal kunne holde deres flotte farver efter daglig brug og vask, kan du lægge dem i blød i koldt vand med en smule eddike i i ca. 24 timer. Når du gør det, forbedres karkludenes sugeevne også. Husk at vaske dem i maskinen inden brug.
a) Hæklede karklude af Oeko-Tex bomuldsgarn
Du kan fx lave dine egne hæklede karklude. Og med de forskellige mønstre, som du ser herunder, kan du være med, uanset om du er nybegynder eller en øvet hækler.
Karkludene er alle hæklet i en god bomuldsgarn, der er Oeko-Tex mærket, og de kan vaskes ved 40°C.
Find gratis opskrifter på de forskellige mønstre herunder:
- a) Hæklet karklud med musling mønster
- b) Hæklede karklude med grums mønster (pdf)
- c) Hæklet karklud med rib
- d) Hæklede karklude med fastmasker
- e) Hæklet karklud med boblemasker
Vil du se mønstrene helt tæt på, kan du trykke på billederne herunder.
b) Nemme strikkede karklude
Er du mere til at strikke end at hækle, så får du her tre gratis opskrifter til karklude, du selv kan strikke.
Disse strikkede karklude er alle lavet med Oeko-Tex bomuldsgarn, der fås i 30 forskellige farver. Oeko-Tex mærket er din garanti for, at garnet er frit for sundhedsskadelige kemikalier.
Karkludene er lavet i forskellige mønstre, du kan se her:
Lær at strikke
Vil du lære at strikke, så kig ind forbi dette blogindlæg: “Strik for begyndere: lær at strikke med videoer”. Her kan du både lære at slå masker op, de basale strikketeknikker og et par mønstre, du kan øve dig på. Alt sammen illustreret med videoer, så du kommer godt i gang.
3. Strikkede grydelapper med stropper af læderpapir
Og det er ikke kun karklude, du selv kan lave til køkkenet. Hjemmelavede grydelapper er også et hit, når vi snakker om kreativitet med garn.
Disse strikkede grydelapper er lavet i perlestrik med dobbelt tråd, så de bliver kraftige nok til at kunne modstå varmen. Og som en lækker detalje har grydelapperne en strop af læderpapir, der ligesom garnet tåler vask ved 40°C.
Find både gratis strikkeopskrift og materialeliste her.
4. Lær at brodere med punch needle
Som jeg skrev i indledningen, så behøver du ikke kunne hverken strikke eller hækle for at være kreativ med garn.
Du kan fx også brodere. Og med det særlige værktøj ‘punch needle’ går det som en leg.
Når du stikker nålen ned i stoffet, som er spændt ud over en broderiramme, laver værktøjet en løkke. Du kan indstille længden af nålen på din punch needle, og jo længere nålen er, jo større bliver løkkerne. Vil du variere udtrykket, kan du gøre det med forskellige størrelser løkker og ved at brodere fra både for- og bagsiden.
Inden teknikken sidder i hånden, kan det dog godt give lidt begynder problemer. Men med lidt øvelse, tålmodighed og disse fif kan du nemt lære det:
- Når du arbejder med din punch needle, skal du holde den let vinklet i forhold til rammen, så du ikke stikker lige ned i stoffet.
- Du skal stikke nålen næsten helt ned i stoffet, når du laver de enkelte løkker.
- Pas på med at løfte nålen for højt over stoffet, når du skal lave næste løkke, så du ikke kommer til at trække den løkke, du lige har lavet, med op. Det kan være en god hjælp at holde en finger over de løkker, du lige har lavet.
- Sørg for at have rigeligt med længde på garnet, der går ned i nålen fra garnnøglet, så der hele tiden er en løs tråd at arbejde med.
Find alle materialer her, hvor du også kan finde en illustreret step-by-step guide.
5. Knyttet vægtæppe med macrameknuder
Vil du lave et utraditionelt vægtæppe, kan du kaste dig ud i at knytte et tæppe med macrameknuder.
Macrame er en gammel traditionel garnhobby, som igen har fundet vej til manges kreative udfoldelser.
Ved at lave dit macrame-vægtæppe med det lækre tubegarn, der er et stofgarn af 100% bomuld med fyld af nylon, kan du give det gamle håndværk et nyt, anderledes udtryk. Og så tilfører det tykke garn en skøn varme til ethvert rum.
Men hvad er det der macrame-for-noget?
Sådan gør du:
Bind knuder på alle enderne og klip garnet til. Lav en snor til ophæng med garnet, og vægtæppet er færdigt.
Find alle de materialer, du skal bruge her.
6. Vævet vægtæppe af forskellige garner
Den sidste idé du skal se i denne omgang, er dette fantastiske vægtæppe, som er vævet på en multiramme.
Væven tråder du med en trendsnor i form af merceriseret bomuldsgarn, som du binder omkring rammen i et lige antal tråde. Fastgør en rundstok på tværs af snorene skiftevis over og under snoren, og hold den fast med klemmer på det, der bliver bunden af dit tæppe. Væv endnu en rundstok på tværs af snorene lidt længere oppe – denne rykker du med op, efterhånden som du væver.
Nu kan du begynde at væve med dit garn imellem trendsnoren, hvor du skiftevis fører garnet over og under snoren. For at have den bedst mulige styring med garnet kan du tråde en strikkenål.
Og det fantastiske ved dette vægtæppe er – synes jeg – at der bruges forskellige slags garner; både tynde uldgarner, kraftigt XL manga-garn af akryl og det helt tykke XL kæmpegarn af uld og akryl. Det giver et skønt udtryk, og du kan virkeligt se garnets forskellige teksturer, når det sættes sammen på den måde.
Vil du lave dit eget vævede vægtæppe, kan du finde hele vejledningen og alle materialer her.
Frem med dit yndlings garn
Nu er der ingen undskyldninger for at løbe tør for idéer, hvor du kan bruge dit yndlings garn.
Jeg har i hvert fald gjort mit for at give dig inspiration til din kreative hobby med garn, uanset om du er ny eller garvet inden for feltet.
Med garn kan du både hækle og strikke, men du kan også brodere, knytte og væve. Blandt meget andet. Det har du læst om i blogindlægget her, hvor du er blevet inspireret til:
- nye strikke- og hækleprojekter
- at lære at bruge en punch needle
- at lave forskellige vægtæpper med garn
Er du klar til at gå i gang? Husk at du også kan finde en oversigt over alle vores idéer til kreativitet med garn her.