Har du lyst til selv at lave en nissehue til jul i år?
Så er der hjælp at hente lige her.
Der er ikke noget så hyggeligt som hjemmelavede ting, der er lagt personlighed, kærlighed og kreative kræfter i, synes jeg. Uanset om du vil lave en nissehue til dig selv eller til én, du holder af.
Måske synes du, at det virker som et lidt uoverskueligt projekt.
Men det behøver det slet ikke at være.
I dette blogindlæg har jeg fundet 3 idéer til en hjemmelavet nissehue til dig. De er lavet med forskellige teknikker og sværhedsgrader, så du også kan være med – hvad enten du er begynder eller øvet i håndarbejdsfeltet.
Lav selv en skøn nissehue til jul med en af disse 3 teknikker:
- Syet nissehue
- Strikket nissehue
- Filtet nissehue
Ønsker du at lave flere kreative projekter til jul, er jeg sikker på, at du kan finde inspiration til din kreative jul på vores hjemmeside.
1. Syet nissehue
Er du nybegynder, når det kommer til håndarbejde?
Så er denne idé noget for dig. For denne kan du sagtens lave, selvom du ikke har erfaring med at sy, strikke eller filte.
Denne fine nissehue er lavet af rød hobbyfilt i en god fast kvalitet. Stoffet er udklippet i ét stykke og syet sammen på symaskine.
Nissehuen er sød og tidløs, og den kan let tilpasses alle hovedstørrelser.
Du får brug for et mønsterark til denne nissehue – find den her. Husk at tilpasse målene efter den person, du laver huen til.
Sådan gør du:
- Print mønsterarket, der findes som en særskilt pdf til denne ide, og brug det til at klippe efter i filtstykket.
- Læg det udklippede filtstykke dobbelt og sy det sammen på langsiden.
- Vend vrangsiden ind, og nissehuen er færdig til brug.
Tip:
Hvis du gerne vil give denne enkle nissehue et mere traditionelt nissehue-udseende, kan du fx gøre det ved at sy en hvid kvast fast i enden af huen. Du kan lave en kvast af garn på den måde, som du kan se det i vejledningen til næste idé – eller du kan lave en blød pompon af hvid garn med det smarte pomponværktøj, som du kan se her, som du kan sy på huens spids.
2. Strikket nissehue
Det bliver ikke rigtigt jul uden søde, frække og glade nisser, vel?
Giv dine små nisser derhjemme en skøn strikket nissehue med denne idé. Nissehuen bliver dejligt blød, når du bruger denne røde garn af 100% australsk marinould.
Du skal bruge to garnnøgler, for dit garn lægges dobbelt, så nissehuen bliver fast. I strikkeopskriften får du to opskrifter i én, fordi du også kan vælge at strikke nissehuen med en enkelt garnnøgle. Når du gør det, bliver huen mere elastisk.
Se vores store udvalg af garn her.
Du strikker nissehuen på strømpepinde i str. 3,5 og 4. Vælger du at strikke din nissehue med en enkelt tråd, skal du bruge strikkepinde i str. 2,5 og 3.
Klik her for at se idéen og en udførlig materialeliste. Her finder du også den strikkeopskrift, du skal bruge. Og når du læser videre, får du en step-by-step guide til at lave den lille kvast, når strikkearbejdet er færdigt.
Sådan laver du kvasten:
- Strik huen med dobbelt garn efter opskrift. Ved isætning af kvast klippes garnet ikke af. Der trækkes 2 snore igennem, så der er 6 garnender i alt. Der flettes med 3 dobbeltsnore ca. 4,5 cm. Bind enderne sammen i en knude, og stram godt.
- Klip et stykke pap på ca. 8 cm. Sno garnet omkring ca. 50 gange.
- Del de seks garn i to, og bind dem stramt omkring foroven på kvasten. Klip enderne af i samme længde som de øvrige. Drej så knuden er skjult inden i og fletenden midt foroven.
- Fjern pappet, og bind enden af en lang garntråd om halvdelen.
- Sno garnet omkring mange gange, og bind 2 knuder. Klip af i samme længde som kvasten.
- Klip enderne op, og studs.
3. Filtet nissehue
Den filtede nissehue her er også virkelig fyldt med julestemning og nisserier, synes jeg.
Denne idé kræver mere teknik – og tålmodighed – end de to andre nissehuer, du har set i dette blogindlæg.
Du skal filte to forskellige røde farver af marinould sammen for at få det flotte farvespil i huen. For at filte ulden sammen skal du bruge en stænkflaske med lidt sæbevand i. Flasken hjælper dig med kun at fugte det af ulden, som du filter.
Klik her for at se den filtede nissehue på vores hjemmeside, og bliv klogere på processen herunder.
Se her hvordan du gør:
- Der skal bruges ca. 60 g. merinould til huen: 20 g. mørkerød og 40 g. julerød. Del ulden i to: en bunke til hver side af huen. Del igen den julerøde merino i to. Læg først en bund af julerød merino, lidt større end mallen (udklippes ud fra mønsterarket). Uldtotterne skal rives fra hinanden – aldrig klippes. Lægges taglagt i samme retning.
- Der lægges mørkerød merino i næste lag, men på tværs af første lag.
- Der lægges endnu et lag julerød merino på tværs af den mørkerøde merino. Nu er der 3 lag merinould.
- Ulden fugtes med en forstøver (vand og sæbe). Kanten skal forblive tør. Vandet trykkes sammen med ulden og filtes lidt.
- Mallen lægges over det våde felt.
- De tørre kanter foldes ind over mallen.
- De 3 lag uld, julerød / mørkerød / julerød, lægges igen oven på mallen med ca. 4 cm. ud over kanten.
- Ulden fugtes, men ikke i kanterne!
- Arbejdet vendes.
- De tørre kanter foldes igen ind over.
- Ulden fugtes og filtes med hånden. Sørg for at kanterne bliver filtet godt. Filt indtil mallen føles lidt for stor og ulden er godt i gang med at filte.
- Huen klippes op i bunden og mallen fjernes.
- Den ene hånd stikkes op i huen. Den anden filter videre – særlig på kanten. Vand/sæbe kan tilføjes. Huen filtes færdig i hånden eller i tørretumbler. Bruges tørretumbleren skal der ofte kikkes til huen, så den ikke pludselig bliver for lille.
- Huen skylles fri for sæbe (de sidste sæberester kan fjernes med lidt eddike i sidste hold skyllevand.) Huen trækkes i form.
Tip:
Lad din nissehue tørre over en ballon for at holde formen på huen.
Kom godt i gang
Der er ikke noget så hyggeligt som en hjemmelavet nissehue, der er lagt tid, kærlighed og kreative kræfter i. Uanset om du laver en nissehue til dig selv eller til én, du holder af.
Så har du også fået lyst til at lave en nissehue til jul i år, er det bare at komme i gang.
I dette blogindlæg har jeg fundet 3 idéer til dig med forskellige teknikker og sværhedsgrader, så du også kan være med – uanset om du er begynder eller øvet i håndarbejdsfeltet.
Kom godt i gang med at lave en skøn nissehue til jul med en af disse 3 teknikker:
- Syet nissehue
- Strikket nissehue
- Filtet nissehue
Ønsker du at lave flere kreative projekter til jul, er jeg sikker på, at du kan finde inspiration til din kreative jul på vores hjemmeside.
Jeg vil gerne høre dine bedste tips og tricks til hjemmelavede nissehuer, så du er velkommen til at dele dem i kommentarfeltet herunder.
Hvilken slags nissehue vil du lave i år?