Oplever du ind imellem at have lyst til at kaste dig ud i nye projekter? En trang til at gøre noget anderledes kreativt, som du ikke er helt hjemme i?
Sådan har jeg længe haft det med dekoration af glas, porcelæn og terrakotta, for der er super mange muligheder for at være kreativ med disse materialer.
Kom med ind i den spændende dekorationsverden, når jeg i dette blogindlæg forsøger at finde hoved og hale i, hvilke malinger og teknikker, der bruges hvornår.
Læs med og lær mere om de forskellige:
- Materialer
- Malinger
- Tuscher
- Andre sjove teknikker til dekoration
Mangler du konkrete idéer til din dekoration, kan du finde inspiration til porcelæns- og glasdekoration og dekoration af terrakotta på vores hjemmeside.
Materialer
Forskellige materialer kræver forskellige tilgange, og hver især har glas, porcelæn og terrakotta sine særlige egenskaber.
Er du i tvivl om, hvilket materiale der passer bedst til det projekt, du har i tankerne, er der hjælp at hente her.
Glas
Glasdekoration er en skøn aktivitet, da glas er særligt i dets transparente og helt glatte overflade. Disse egenskaber giver dig mulighed for at udforske lys i forhold til genstandens gennemsigtighed, når du dekorerer.
Du kan dekorere en bred vifte af glasobjekter – lige fra små pyntegenstande og lysglas til store lanterner og apotekerflasker. Uanset hvilket glasemne, du vælger, så husk at vaske det af i varmt vand og tørre det godt. Det renser og affedter overfladen, og gør den modtagelig for maling og tusch.
Porcelæn
Også porcelæn er et populært dekorationsmateriale, da de fleste af os har meget porcelæn derhjemme, fx i køkkenskabene. Jeg drikker gerne min morgenkaffe af et krus, som min nevø har malet til mig, og det er bare lidt hyggeligere at drikke af netop dét krus.
Men du kan være kreativ med mange forskellige porcelænsprodukter. Du kan foruden krus, skåle og salt & pebersæt også lave skønne ting til din bolig, fx fade, ophæng eller vaser.
Porcelæn har en helt blank overflade, og ligesom med glas skal du sørge for at vaske materialet af og tørre det godt for at opnå den størst mulige hæfteevne.
Terrakotta
Endeligt kan du også få et hav af forskellige genstande i terrakotta, som bare venter på at blive dekoreret. Dette materiale er især godt til at lave pynte- og brugsgenstande til din kreative indretning, fx lysestager, ophæng og knager.
Terrakotta er et interessant materiale, fordi det i udgangspunktet er helt råt. Det er brændt ler uden glasering, og den ubehandlede overflade optager derfor maling på en anden måde, end det blanke glas og porcelæn gør.
Når du dekorerer terrakotta, er det en god idé til slut at bruge en decoupagelak som forsegling for at opnå en større holdbarhed på din dekoration. Skab det ønskede udtryk med enten en blank, halvblank eller mat lak.
Malinger
Når du har udset dig et dekorationsmateriale, skal du på rov i de forskellige malinger. Og det kan være svært at finde rundt i den farverige jungle, hvor hver maling har en særlig effekt.
Så lad os undersøge det.
Bemærk at de forskellige Glass Color-malinger skal hærdes ved 160°C i en almindelig ovn i 30-45 minutter. Følg den præcise vejledning på beholderen. Det styrker overfladen og farvens vedhæftning, og herefter tåler det dekorerede emne mild håndopvask.
1: Glass Color Frost er en vandbaseret, let transparent maling, der er særligt velegnet til at male på glas. Med denne maling opnår du et flot frostet resultat efter hærdning. Men hav tålmodighed, for inden dit malede glas er blevet hærdet, kan det være svært at spotte den matte frosteffekt.
2: Du skal bruge Glass Color Metal, når du vil give dit objekt en let skinnende effekt. Malingen er vandbaseret og har en semi-transparent dækkeevne på glas, porcelæn og terrakotta. Denne maling er nem at arbejde med, da du med det samme kan se det metalliske skær.
3: Brug Glass Color Ceramic, hvis du ønsker en blank, heldækkende farve. Denne maling er særlig god at bruge på terrakotta, men du kan også bruge malingen på glas og porcelæn, hvor den dækker godt. Brug denne maling, hvis du vil farve dit emne med en ‘ren’ og fulddækkende farve.
4: A-Color Glass er en blank, transparent lakmaling, som hæfter godt på både glas, porcelæn og terrakotta. Til forskel fra de øvrige malinger må den ikke hærdes i ovnen, men i stedet hærder den ved lufttørring. Efter tørring kan dit dekorerede emne rengøres med en fugtig klud.
5: Hvis du vil skabe et flot tredimensionelt udtryk på glas eller terrakotta, kan du bruge 3D Snow effect. Den bruges særligt til julepynt, fx på julekugler, men du kan sagtens bruge den i andre sammenhænge, hvor effekten ønskes. Denne maling må ikke varmebehandles, så put det på til sidst, hvis du kombinerer effekten med en maling, som skal hærdes.
6: Art Metal er en dækkende metalmaling i højglans. Til forskel fra Glass Color Metal-malingen reflekterer denne maling lyset i sin glansfulde overflade. Vælg denne maling, når du vil give dit dekorationsobjekt et ekstra flot skinnende og intensivt metaludtryk. Malingen er særligt velegnet til terrakotta, men den giver også en flot glans på glas, når du dupper den på. Art Metal tørrer op ved lufttørring.
7: Med Glass Color Transparent får du en flot gennemsigtig farve, hvor materialets struktur kan ses igennem det malede område. Malingen egner sig godt til både glas, porcelæn og terrakotta. Brug med fordel denne maling til lysglas og andre dekorative glasflader, hvor lys spiller ind.
Du kan desuden bruge en god hobbymaling, fx Plus Color maling, når du skal male på terrakotta. Den rå overflade gør, at materialet suger meget mere maling, end glas og porcelæn gør.
Maleredskaber – et godt råd:
Der er flere gode skumpensler og duppesvampe, du kan vælge at bruge, når du vil male på de forskellige materialer. Mine kolleger anbefaler at duppe malingen på de blanke materialer med en god svamp, så du får et jævnt og pænt resultat. Med en pensel risikerer du at få uønskede striber i malingen.
Hvis du gerne vil male med pensler, kan du noget lettere slippe afsted med at gøre det på terrakotta. Brug i så fald gerne en pensel med et fladt børstehoved med nylonhår, der giver en god fordeling, når du maler.
Se vores store udvalg af pensler her.
Tuscher
Du kan også tegne og skrive på dine dekorationsemner med glas- og porcelænstuscher. Vær opmærksom på at vælge en stregtykkelse, som passer til formålet.
Fælles for alle glas- og porcelænstuscherne er, at du skal lade dit dekorerede emne tørre i cirka 4 timer, hvorefter du sættes det i en kold, almindelig ovn. Tænd på 160°C, og efter 90 minutter er emnet hærdet og vil kunne tåle mild maskinopvask.
1: Glitter-tuschen bruger du på glas og porcelæn. Den skriver med en flot glimtende farve og et halvtransparent udtryk. Denne tusch har en stregtykkelse på 2-4 mm og findes i forskellige glimmerfarver.
2: Contour-tuschen har en stregtykkelse på 1-2 mm, og den er derfor særligt god at bruge, når du skal optegne motivers kontur. Den er meget dækkende, og er særligt velegnet til glas, porcelæn og mørk keramik. Denne konturtusch fås i både sort, sølv og guld.
3: Du skal finde denne Opaque-pen frem, når du skal bruge en lidt tykkere (2-4 mm) heldækkende tusch til glas og porcelæn. Prøv fx at tegne med den helt hvide tusch på sort porcelæn, eller vælg en af de mange andre flotte farver.
Vær opmærksom på, at tusch 1, 2 og 3 herover alle har en pumpespids, hvor du skal pumpe farven frem med et par tryk, før du kan bruge dem. Det adskiller sig fra tuscherne med filtspids, som er klar til at skrive med det samme.
4: Denne glas- og porcelænstusch har en fast filtspids med en stregtykkelse på 1-3 mm, og her kan du vælge mellem mange forskellige halvdækkende farver. Brug denne tusch på både glas, porcelæn og terrakotta.
5: Den lille konturtusch giver en fin, sort og halvdækkende streg. Filtspidsen på 1-3 mm giver dig mulighed for at lave meget præcise streger på glas og porcelæn.
Herudover kan du også skrive og tegne på glas og terrakotta med Posca-tuscherne, der er gode ‘allround’ tuscher.
Andre sjove teknikker til dekoration
Du kan også gå en helt anden vej med nogle anderledes teknikker til din dekoration.
Prøv fx at dekorere dine emner af glas og porcelæn med Color Dekor dekorationsfolie. Her klipper eller stanser du dine motiver i en ønsket farve. Læg motivet i vand, indtil du uden problemer kan glide folien af bagbeklædningen. Overfør herefter forsigtigt folien til dit glas eller porcelæn. Efter tørring hærdes emnet i en almindelig ovn ved 180°C i 30 minutter, hvorefter du kan vaske det op i hånden.
Du kan desuden dekorere din terrakotta ved at beklæde det med Foam Clay. Her vil børnene helt sikkert gerne hjælpe til, for Foam Clay er en sjov og grovkornet modelleringsmasse, som klæber uden at klistre. Du har mange muligheder for at være kreativ med Foam Clay, som findes i et hav af farver – lige fra de almindelige basisfarver til de metalliske, neonfarverne og dem med glitter. Modelleringsmassen hærdes ved lufttørring i løbet af 24 timer.
Er du klar til at gå i gang?
Nu føler jeg mig ret godt rustet til at kaste mig ud i nye projekter med dekoration.
Jeg håber også, at du har fået blod på tanden til at udforske terrænet lidt på egen hånd nu, hvor du er blevet klogere på de forskellige:
- Materialer
- Malinger
- Tuscher
- Andre sjove teknikker til dekoration
Find inspiration til glas- og porcelænsdekoration og dekoration af terrakotta på vores hjemmeside, og start med at finde ud af, hvilket materiale du vil dekorere. Vælg derefter den rette maling, tusch eller anden dekorationsteknik. Kombiner gerne teknikkerne og leg med de kreative udtryk.
Rigtig god fornøjelse.
3 Kommentarer
Det er super spændene men jeg skal til at flytte så har ikke tid lige nu
Hej Margit.
Det er nemlig super spændende at dykke ned i de mange dekorationsteknikker – så jeg håber, du får tid til det efter din flytning 🙂
Mvh. Bianca
Det lyder til at være meget spændene.