Vil du være med til noget nyt og sjovt? Og vil du have inspiration til nye kreative idéer, hvor børn også sagtens kan være med?
Så skal du prøve Pearl Clay.
I dette blogindlæg skal vi nemlig have hænderne i den nye selvhærdende modelleringsmasse, som du kan arbejde med i timevis.
Og selvom Pearl Clay måske minder om andet modelleringsmateriale, så vil jeg gerne garantere dig, at der venter dig en helt særlig oplevelse. Du skal nemlig selv lave det, før du kan bruge det.
Men det er faktisk lettere end det lyder. Pearl Clay består af perlemorsfarvede plastperler og en transparent modelleringsgel, som du selv skal blande sammen. Og alt du skal bruge er samlet i én pakke. Find din Pearl Clay her.
Materialet er fantastisk at bruge, når du vil modellere og beklæde artikler af forskellige materialer, bl.a. træ, papmaché og styropor. I dette blogindlæg kan du glæde dig til at læse om:
- Hvad er Pearl Clay?
- 5 kreative idéer til dine modelleringsprojekter
- Gode tips undervejs til dit arbejde
Lad os dykke ned i det.
Hvad er Pearl Clay?
Hvis du kender Silk Clay og Foam Clay, så har du måske en idé om, hvad Pearl Clay er for noget. De tre er fra samme familie, og derfor kan du sagtens bruge dem sammen. Det skal du se til sidst i dette blogindlæg.
Pearl Clay kan godt ligne Foam Clay lidt i sin grove konsistens, men de blanke perler er alligevel noget større end Foam Clayens små styroporkugler.
Og det er lidt det samme at arbejde med – men så alligevel ikke. Pearl Clay er noget for sig selv.
Når du selv laver massen med de små perler af plast og den medfølgende tranparente modelleringsgel, vil du opleve, at gelen fungerer som en lim. Den er god til at hæfte fast på forskellige overflader – men uden at klistre til dine fingre eller til bordet.
Pearl Clay er CE-mærket og nem at arbejde med, så både børn (fra ca. 5 år) og voksne kan være med.
Min kollega viser i denne video, hvordan du laver og bruger Pearl Clay til dine kreative idéer.
5 kreative idéer til dine modelleringsprojekter
Kom godt i gang med at bruge din Pearl Clay til modellering og dekoration med disse kreative idéer. Du får herunder inspiration til at lave smykkeskrin, forskellige figurer, sparedyr og hårpynt.
1. Sommerfugl æske i træ dekoreret med Pearl Clay
Som du kunne se i videoen herover, kan du bruge Pearl Clayen til flere formål. Det er fx velegnet at bruge til at beklæde forskellige ting med. Diverse farver kan nemt kombineres og blendes ind i hinanden for et flot resultat.
Se bare dette smykkeskrin af lyst træ, som er dekoreret med den fine perlemasse.
Æsken er figurskåret som en sommerfugl, og låget, der skydes til siden, har en smart magnetlukning. Perfekt at opbevare små smykker eller hemmeligheder i.
Tip:
Vil du have et pænt og ensartet udtryk, skal du sørge for at perlerne lægges helt tæt side om side. Husk også at trykke perlerne fladt ud på overfladen, så de ligger i ét lag. Når clayen er hærdet op, kan du ikke længere flytte rundt på perlerne.
2. Elefant af papmaché beklædt med Pearl Clay
Et andet materiale du kan beklæde med Pearl Clay, er papmaché. Du kan fx vælge et sødt dyr eller en sjov figur af papmaché, som bliver så fine med perlerne på.
Elefanten her har endda fået et par rulleøjne med nål, som kan stikkes fast i papmachéen. Øjnene bringer virkeligt elefanten til live, synes jeg.
Det er nemt for dig at beklæde papmaché, fordi modelleringsgelen trænger ind i det bløde materiale. Og fordi modelleringsgelen klæber uden at klistre, kan børn også sagtens bruge Pearl Clay, uden at de selv bliver helt smurt ind i modelleringsmassen.
Se her hvordan du kan pynte elefanten.
Tip:
Giv din elefant buede ører ved at bruge en spiseske som form. Når modelleringsmassen er hærdet op, tager du ørerne af skeen og sætte dem på elefanten med lidt frisk gel.
3. Hårspænder dekoreret med Pearl Clay
Her skal du lukke din indre designer ud, når du laver dit helt eget hårpynt med de smukke perler.
Pearl Clay hæfter ikke på metal, så derfor sætter du perlemassen på et lille stykke mosgummi først. Herefter limer du det dekorerede stykke på dit hårspænde med en god flydende lim – fx denne, der giver en klar og stærk limning.
Det nemmeste er selvfølgelig at lave et ensfarvet spænde – her med tre kugler af modelleringsmassen sat på som pynt. Vælger du at skabe et mønster med farverne, kræver det lidt mere præcision. For hvis du vil lave helt sirlige linjer med de forskellige farver, skal perlerne lægges på nogle få ad gangen i den farve, du har brug for. Men det kan nemt blive virkelig flot.
Se vejledningen til de forskellige hårspænder her.
Du kan også lave en masse andet fint hårpynt med perler på. Vælg dit favorit hårpynt blandt dem, du finder her.
Tip:
Din Pearl Clay hærder op efter 2-24 timer alt efter tykkelsen på massen. Husk derfor altid at opbevare modelleringsmaterialet i lufttæt emballage med låget lukket godt til, så du undgår at massen tørrer ud. Hvis det alligevel når at blive lidt tørt inden brug, kan du ælte lidt vand i for at genvinde modelleringsmassens elasticitet.
Når Pearl Clayen er hærdet, vil modelleringsgelen forblive transparent.
4. Styropor fisk dekoreret med Pearl Clay
Et af de allermest taknemlige materialer at beklæde med Pearl Clay er styopor. Den rå overflade er nemlig meget modtagelig overfor Pearl Clayens gel, som hæfter godt fast. Og med de små perler kan du gøre selv en kedelig styroporgenstand skøn med dit personlige udtryk.
Se step-by-step guide og materialeliste til fiskene her.
Når du dekorerer dine figurer og udfolder dine kreative idéer, er du kun begrænset af din egen fantasi. Skal din figur være vellignende eller abstrakt udsmykket? Skal den være ensfarvet, have et mønster eller et sjovt farvespil?
Du kan lave farvespil med perlerne på flere måder:
- Bland nogle forskelligt farvede perler sammen, før du blander dem med modelleringsgelen.
- Mix færdiglavede modelleringsmasser i forskellige farver, inden du beklæder din genstand.
- Beklæd din genstand med den ene farve først, og put derefter den næste farve ovenpå. Når du trykker det øverste lag ned i den første farve (for at få perlerne til at ligge i ét lag), vil perlerne glide lidt ud, og de forskellige farver vil automatisk blende sammen.
Husk at glatte perlerne ud til ét lag for at få et ensartet udtryk.
5. Terrakotta ugle dekoreret med Foam Clay og Pearl Clay
Den sidste af de kreative idéer, du skal se i denne omgang, er hvordan Pearl Clay sagtens kan bruges sammen med fx Foam Clay.
Se denne spareugle, der er pyntet med Foam Clay og Pearl Clay. Måske mangler børnene et sparedyr til lommepengene?
Her kan du tydeligt se forskellen på Foam Clays små styroporkugler og de større perler i Pearl Clayen, som til sammen bliver til en smuk helhed.
Uglen er lavet af rå terrakotta, som bare venter på at blive udsmykket. Begge modelleringsmasser hæfter ubesværet fast til terrakottaen, så det er bare at gå i gang.
Uglen er først dækket med Foam Clay, og de mange små detaljer er bagefter lavet med Pearl Clay. Vær opmærksom på ikke at dække revnen til mønter, når du beklæder uglen. Her kan du med fordel bruge en modelleringspind til at styre massen.
Derfor er vi vilde med Pearl Clay
Du kan arbejde i timevis med det perlemorsfarvede modelleringsmateriale, som du selv laver med de flotte perler og den transparente modelleringsgel. Og du kan bruge det til mange forskellige kreative idéer og projekter.
Så jeg kan næsten kun forestille mig, at du bliver lige så begejstret for det, som jeg og mine kolleger er.
I dette blogindlæg er du blevet præsenteret for Pearl Clay, når du har læst om:
- Hvad er Pearl Clay?
- 5 kreative idéer idéer til dine modelleringsprojekter
- Gode tips undervejs til dit arbejde
Vil du selv på opdagelse, kan du finde mere inspiration her.
Er du klar til selv at få hænderne i Pearl Clay?