Opdateret 8/6 2021.
Vil du gerne male med akvarel, og har du mod på at udforske nye materialer og teknikker?
Hvad enten du er nybegynder eller rutineret akvarelmaler, så er jeg sikker på, at du kan finde inspiration til dine akvarelprojekter i dette blogindlæg.
Det er populært som aldrig før at male med akvarel, og selvom det er en gammel traditionel kunstform, er det stadig en højaktuel hobbyaktivitet. Akvarelmotiverne popper op i alle mulige sammenhænge for tiden – fx i den kreative boligindretning.
Vil du være kreativ med akvarel, så har jeg i dette blogindlæg samlet inspiration til dig. Læs videre og bliv klogere på:
- At komme godt i gang
- Nye materialer til din akvarelmaling
- Idéer til at bruge dine akvareller
- Tips til at hjælpe din akvarelteknik på vej
Kom godt i gang med at male med akvarel
Er du helt ny i akvarelverdenen? Så fortvivl ikke. For måske synes du, at aktiviteten umiddelbart ser svær og kompliceret ud, men det behøver det slet ikke at være.
Alt, du skal bruge for at komme godt i gang med akvarelmaling, er:
Akvarelpapir: Akvarelpapir er af en kraftig kvalitet for at kunne holde til de mange lag af vand, som du påfører det. Papiret skal være fastgjort i alle kanter for ikke at krølle op, mens det er vådt, så du kan med fordel vælge papir i en akvarelblok.
Akvarelmaling: Vælg mellem forskellige former for maling, eksempelvis flydende eller faste vandfarver. Du kan også tegne med akvarelkridt eller tuscher, som efterfølgende bliver opløst af vand. Prøv dig frem og find din favoritmaling.
Pensler: Når du skal vælge pensler at male med, er det som udgangspunkt bedst at vælge enten flade eller runde pensler med en spids, så du har god styring med farver og vand. Penslen skal desuden kunne indeholde meget maling. Min kollega anbefaler fx at bruge disse pensler fra Gold Line.
Derudover skal du bruge en beholder med vand, og eventuelt en palette, hvor du kan blande farverne, inden du maler dem på papiret.
Du giver farverne liv med vandet, så eksperimenter med mængden af vand, du bruger. Jo mere vand du tilsætter, des mere transparente bliver farverne.
Jeg var 8 år, da jeg først stiftede bekendtskab med akvarel, og det blev hurtigt en af mine yndlingsdiscipliner. Jeg er godt nok ikke brandgod til det, men jeg har altid været så fascineret af farvernes leg med vandet. Og det gode ved at male med akvarel er, at man ikke behøver være super dygtig for at lave noget virkeligt flot. Kombinationen af smukke farver og vand skaber flotte og levende motiver, og det ser ofte mere kompliceret ud, end det egentligt er.
Nu er der kommet en række nye materialer, og med disse nyheder bliver den gamle tradition moderniseret, så det er blevet endnu sjovere at male med akvarel.
Er du klar til at gå i gang?
Illustration lavet med akvarelfarver på tusch
Den første idé, jeg vil præsentere dig for, er denne illustration, der er malet med disse akvareltuscher. Du kender måske akvarelkridtene eller blyanterne, som du først tegner med på papiret, hvorefter du maler over med en våd pensel. Denne teknik gør det nemt at male et konkret motiv, og nu kan du bruge denne teknik med Aqua Paint Markers, der er vandfarve i tuschform.
Tuscherne tegner lidt ligesom almindelige tuscher gør, men akvareltuschen har en penselspids, der gør det let at tegne og male med. De forskellige tuscher indeholder flydende akvarelmaling, som kan blandes med hinanden og fortyndes med vand ligesom almindelig akvarelfarve.
Sådan gør du
Tip: Brug Aqua Paint Marker-seriens farveløse blender i stedet for pensel og vand til at lave udtoning af tuschernes farve. Overfør lidt maling fra en af de andre tuscher til blenderens spids, fx via en blandingspalette, og mal så med mere transparente nuancer, end du ellers kan male med de øvrige tuscher i serien.
Mal med metallic akvarelmaling på sort akvarelpapir
Vil du lave ekstra imponerende akvareller, så skal du prøve at bruge disse metalliske akvarelfarver.
Du vil elske måden, hvorpå vandet flyder ud i den glitrende vandfarve, og hvordan de våde farver reflekterer lyset. Jeg har i hvert fald svært ved at skjule min begejstring for den smukke effekt.
Det er intet problem at bruge de metalliske akvarelfarver på almindeligt hvidt akvarelpapir, men farverne står især godt frem, når du maler på dette sorte akvarelpapir.
Du kan lade dig inspirere af idéen her, hvor et stort blad først er tegnet op med tavlekridt på det sorte papir.
Malebog til akvarel
Som fan af både akvarel og af malebøger generelt er jeg helt oppe at køre over denne akvarelmalebog. Første gang jeg fik den i hænderne, blev jeg overvældet af de mange smukke motiver og forskellige gavemærker, der er samlet på ét sted.
Arkene i malebogen er præget med både et guldmotiv og hvide mønstre, som på magisk vis kommer til syne, når du maler hen over med en pensel. Så det eneste, du skal have fokus på, er at skabe de smukke gradueringer med farverne og vandet.
Er du helt ny inden for akvarelmaling, kan jeg anbefale dig at starte med malebogen. Der skal nemlig ikke ret meget teknik til for at lave flotte værker.
Tip: Hvis du – ligesom jeg – er betaget af dette prægede papir, kan du også prøve disse mærkater, som du fx kan bruge som pynt på dine hjemmelavede kort, i din festlige bordpynt eller som gavemærker.
Se malebogen i videoen herunder, hvor du også kan lære vores nye vandpensler at kende.
Mal med de nye vandpensler
Vandpenslerne er en nyhed inden for maleredskaber, som gør det meget lettere at male med vandfarver. Du vænner dig hurtigt til at bruge disse nye pensler – både som begynder og mere øvet. Penslerne har et hult skaft af plast, som du fylder med vand, og med lette tryk på skaftet kan du dosere den mængde af vand, som kommer ud via penslens nylonhår. Dyp penslen i akvarelfarven og mal, som du plejer. Hvis du mangler vand til at fortynde malingen, trykker du bare let på penslen, og vupti – så kan du male videre helt uden at løfte penslen fra papiret.
Jeg synes, at vandpenslerne er så smarte og nemme at bruge. Prøv dem, og så er jeg sikker på, at de også bliver en fast bestanddel i din samling af maleredskaber.
Sådan maler du akvarel med viftepensel
Nogle andre pensler, som du er nødt til at tilføje din samling af male værktøjer, er disse smarte viftepensler med børster i nylonhår.
Den særlige brede vifteform bevares, når du bruger penslen med tyndtflydende malinger som akvarel. Og netop formen er det, der gør disse pensler til noget helt særligt og ganske smart!
Formen gør nemlig, at penslerne egner sig i særdeles godt til at male naturmotiver med græsstrå, blade og andre organiske elementer. Du behøver ikke engang være rutineret akvarelmaler for at kunne lave skønne naturmotiver. Fedt, ikke?
Vi har lavet en trin-for-trin vejledning til dig, som gerne vil hjælpes i gang med at bruge viftepenslerne til dine akvareller – du finder hele vejledningen her.
Se vores store udvalg af pensler i webshoppen.
Og så kan du se, hvordan penslerne kan bruges i videoen herunder:
Lærred med tryk
Og min begejstring fortsætter! For nu kan du også male dine akvareller på et lærred, der ligesom arkene i malebogen er fortrykt med mønster i guld og hvid. Vælg mellem forskellige motiver, som alle frembringer forskellige udtryk.
Når du maler direkte på et akvarellærred, er det nemt at udstille sin kunst derhjemme. Brug det, som det er eller med en svæveramme omkring, og lad det pynte på din væg eller på en hylde. Det er skønt at udsmykke hjemmet med hjemmelavede værker, som du kan nyde synet af hver dag.
Sådan gør du
Få tip til at arbejde med sprayflasken på almindeligt akvarelpapir længere nede i indlægget.
Kort pyntet med akvarel
Denne idé gør det let for dig at sende dine akvareller til én, du holder af.
Hjemmelavede kort pyntet med akvarel er en god måde at bruge dine små kunstværker på.
Akvarelbillederne egner sig godt til dine lav selv kort, da du kan personliggøre motivet til den enkelte modtager. Det kan også være lettere at overskue at male mindre motiver i starten, hvor du måske stadig prøver dig frem med de forskellige teknikker og materialer.
Noget af det, jeg er mest vild med ved akvarel, er at det malede udtryk føles let som en fjer, når de våde farver smelter sammen. Kombiner det lette udtryk med et råt kort af naturkarton for et ekstra flot finish. Sæt stemningen for dine lav selv kort med valg af farver, og brug en tusch til at give kortet et flot grafisk præg.
Vil du have mere inspiration til hjemmelavede kort, kan du læse blogindlægget “7 idéer til dine lav selv kort”.
Sådan gør du
Billede med optegning af tegnegummi og Aqua Paint Marker
Til denne idé bruges en helt ny og – synes jeg – ret interessant teknik. De to billeders motiver er nemlig optegnet med en pen med tegnegummi, hvorefter papiret er gjort vådt og farvelagt med Aqua Paint Markers.
Tegnegummiet er en af de sjoveste nyheder, jeg længe har set inden for maleteknikker. Med et lille tryk på pennen kan du tegne et mønster efter fri fantasi på akvarelpapiret. Læn dig så tilbage og se, hvordan gummiet tørrer op i løbet af et par minutter. Herefter maler du med enten flydende farver, fast akvarelmaling eller Aqua Paint Marker-tuscherne ovenpå tegnegummiet. Når du er færdig, og vandmalingen er tør, nulrer du forsigtigt tegnegummiet af papiret, og dit optegnede mønster fremstår afmasket og helt skarpt.
Sådan gør du
Den praktiske dobbeltramme gør, at værket kan stå frit og oprejst på en hylde eller i vindueskarmen som en integreret del af din indretning. Det giver et flot udtryk, når du kombinerer akvarelmotivet på papir med glas og træramme.
Variant:
Du kan også male dette akvarelbillede, der er lavet med vandpensler og flydende akvarelmaling, hvorefter det er sat i dobbeltrammen.
Tip: Når du arbejder med flydende akvarelmaling, kan du have stor glæde af en pipette, som du kan bruge til at hælde malingen over i din blandingspalette, hvis du bruger sådan en. Pipetten er lille og nem at bruge, og så risikerer du ikke at spilde farve ud over hele din arbejdsstation, når malingen skal hældes op.
Lysglas med bælte af dekoreret akvarelpapir
I mit tidligere blogindlæg om kreativ boligindretning skrev jeg bl.a. om, hvordan du kan bruge akvarelmotivet i din bolig.
Du kan fx lave disse søde lysglas, som kan oplyse enhver lidt trist vindueskarm eller bringe hygge til sofabordet. Med disse lysglas kan du samle familien omkring akvarelfarverne, og alle derhjemme kan lave sit eget personlige glas, som I kan tænde lys i, når der skal hygges om aftenen.
Sådan gør du
Tip: Ønsker du et bælte, der passer præcis til lysglassene i denne idé, kan du printe og anvende idéens særskilte skabelon.
Hjælp din akvarelteknik på vej
Der er flere sjove værktøjer, du kan bruge for at gøre teknikken mere tilgængelig. Se i videoen herunder, hvordan du fx kan skabe farvegradueringer uden brug af en pensel – kun med akvareltuscherne og en lille sprayflaske.
I videoen kan du også se, hvordan tegnegummiet fungerer.
Du kan også male med andet end pensler – eksempelvis svampe, skumpensler eller almindeligt køkkenrulle. Det kan give skønne effekter og strukturer at male med disse materialer. Vil du lære mere om at male med akvarel, kan du kigge forbi vores teknikskole, hvor alle de forskellige materialer og teknikker er samlet på ét sted.
Derfor skal du male med akvarel
At male med akvarel er en hyggelig og populær aktivitet, hvor du kan få lov til at fordybe dig i et kreativt og farverigt projekt.
Hvad enten du er begynder eller rutineret akvarelmaler, så bliver du aldrig færdig med at eksperimentere med de mange farvers små nuancer og muligheden for at lave smukke detaljer med akvarelfarve.
Se udvalget af udstyr til akvarelmaling i webshoppen.
Jeg håber, at du er blevet inspireret til at male med akvarel på nye måder, efter at du i dette blogindlæg er blevet klogere på:
- At komme godt i gang
- Nye materialer til din akvarelmaling
- Idéer til at bruge dine akvareller
- Tips til at hjælpe din akvarelteknik på vej
Er du ved at være klar til at være kreativ med akvarel? Tænd for vandet, grib penslen, tegnegummiet og tuschen, og drøm dig væk i det smukke farvespil.
6 Kommentarer
Er det bedst for penslerne at blive opbevaret indelukket eller er det fint at have dem stående ude når man ikke bruger dem?
Hej Line.
Tak for dit spørgsmål 🙂
Det gør ikke den store forskel om du opbevarer dine pensler indelukket eller fritstående, så længe hårene ikke bliver bøjet. Det er det vigtigste. Vælger du at have dem indelukket, skal du sikre dig, at de er helt tørre først 🙂
Mvh. Bianca
Kan man male med flydende akvarel på almindelige lærreder?
Hej Dorthe.
Det vil vi ikke anbefale. Almindelige lærreder vil ikke suge og få farven til tørre som akvarelpapir gør. Farven vil bare ligge sig ovenpå og give en lidt underlig effekt. Men du kan jo eksperimentere med det, hvis du har lyst til at prøve noget nyt:-)
Mvh. Bianca
Hej!
Kan man male med disse vandfarver på plastik?
Hej Amalie.
Tak for dit spørgsmål. Du kan desværre ikke male med vandfarve på plastik, da akvarel/vandfarver skal males på et underlag, som det kan trænge ned i. Plastik er ikke ret nemt at male på, fordi det meste maling vil prelle af på den glatte overflade.
Du må meget gerne uddybe hvad du præcis har i tankerne, så vil jeg lige undersøge, hvad du måske alternativt kan gøre 🙂
Mvh. Bianca