Opdateret d. 17/1 2019.
Skal I holde konfirmation eller nonfirmation til foråret? Så er I nok så småt i gang med planlægningen af den store dag.
Jeg har tidligere givet tips og tricks til hjemmelavede konfirmations indbydelser, men nu gælder det inspiration til at personliggøre jeres konfirmation med pynt og borddækning. For alle ved, at festlig udsmykning er en vigtig del af særlige begivenheder. Ikke sandt?
I dette blogindlæg vil jeg give jer eksempler på forskellig bordpynt, som I kan kaste jer over at lave.
Selvom konfirmanden har en travl tid foran sig, så kan det være, du er så heldig, at du kan lokke teenageren til at hjælpe med at lave pynten. Se det som en god undskyldning for at tilbringe lidt kvalitetstid sammen.
Hvad enten du laver pynt og bordkort alene eller sammen med den unge, så håber jeg, at I kan bruge dette blogindlæg som inspiration.
Når I læser videre, kan I blive klogere på:
- At planlægge festen med fokus på konfirmanden
- Forskellige borddækninger
- Dekorative idéer til bordpynten
Se vores mange idéer til den store dag på vores website med inspiration til både indbydelser, pynt og borddækning til konfirmation.
Lad konfirmanden stråle
Konfirmationen er den unges store dag, så byg hele festligheden op omkring ham eller hende.
I kan fx vælge at arrangere konfirmationsfesten med udgangspunkt i et bestemt farveskema baseret på konfirmandens yndlingsfarve, eller I kan basere temaet på en af konfirmandens fritidsinteresser.
Uanset hvilket tema eller hvilken stil, I vælger at iscenesætte festen ud fra, så lad det komme til udtryk i jeres konfirmation pynt. Sørg for at der er en rød tråd mellem festens forskellige dele, så pynten, borddækningen og bordkortene skaber en helhed for dagen.
Det hele er med til at sætte en stemning af fest og fejring af det unge menneske, der træder ind i de voksnes rækker.
Konfirmation med råhvid borddækning og bordpynt
Denne smukke råhvide borddækning emmer af klassisk og stilfuld konfirmationsfest, synes jeg.
Her bygger I pynten og borddækningen op af en given farvepalet, som går igen i alle dele lige fra serviet og bordløber til stearinlys og dekorationssten.
Der er mange muligheder for at variere denne idé. Hvis I vil væk fra den traditionelle råhvide farve, kan I fx lade konfirmandens yndlingsfarve dominere udtrykket.
Variationer
Denne idé er særligt velegnet til jer, som ikke har så meget tid eller skabertrang at investere i projektet, men som stadig sætter pris på et lækkert, veldækket bord.
Borddækning i blå materialer fra Happy Moments
Denne idé til borddækning tager også udgangspunkt i en bestemt grundfarve, men her indgår der flere lav selv elementer. I laver nemlig selv både bordkort, menukort og bordpyntens forskellige elementer.
Her er der også mange muligheder for at variere farveskemaet, så slå jer løs i de forskellige materialer fra Happy Moments. Happy Moments er en serie af papirmaterialer, dekorations- og borddækningselementer i en række forskellige farvevarianter, hvor I kan vælge jeres favoritfarve og ellers mixe og matche, som I har lyst til.
Sådan gør du
Jeg er vild med dette eksempel, fordi den gennemgående rombeform skaber så meget genkendelighed og sammenhæng – lige fra de løse papirudklip på dugen til det lille motiv på bordkortet.
Tip:
Stansejernet er et tidsbesparende redskab, når I skal bruge så mange eksemplarer af de udstansede motiver. Værktøjet giver ensartede romber med et enkelt tryk, så I slipper for at få ømme sakse-fingre. I kan også vælge et stansejern med et andet motiv, hvis I ikke lige synes, at romber er sagen.
Bordkort med skjorte og butterfly
Dæk festbordet med et velklædt bordkort til hver gæst. Så er jeg sikker på, at feststemningen kommer helt af sig selv.
Det lille bordkort kan afspejle konfirmandens fine outfit, eller I kan lave det efter denne vejledning, hvor du også får en gratis skabelon til at hjælpe med formen på skjorten og den lille butterfly.
Skab en rød tråd og gennemfør denne stil i hele festen med en matchende velklædt indbydelse.
Sådan gør du
I kan også lave indbydelse, bordkort og bordpynt inspireret af et kjole motiv. Se fx denne idé med tilhørende skabelon.
Tip:
Gør processen lettere ved at sætte de mange elementer sammen med dobbeltklæbende tape i stedet for lim. Dermed får du en bedre kontrol med de enkelte dele og en god, vedvarende klæbeevne.
Bordkort med mobiltelefon-kartonmærkat
I kan også byde gæsterne til bords på ægte konfirmand manér… med en sms. Altså ikke en rigtig sms besked. Men en kreativ én af slagsen.
Der findes mange forskellige kartonmærkater, som kan peppe kreativitet med karton op, fx dette med motiv af en mobiltelefon.
Lav bordkortet med farvet karton efter konfirmandens ønske, og print talebobler med navn og eventuelle beskeder efter den skabelon, du finder her.
Hvilken besked vil I sende til gæsterne?
Sådan gør du
I kan også bruge det sjove kartonmærkat til at invitere gæsterne til festen med denne matchende konfirmationsindbydelse. Denne invitation kan I også tilpasse i farver og pynt, som I har lyst til.
Naturgrene med bær af Silk Clay i glas med ballonbetræk
Udover den almindelige bordpynt skal I også tage stilling til, om der skal være flere pynteobjekter på bordene, fx blomstervaser og lyspynt. Disse søde vaser får et finurligt udtryk, fordi de er beklædt med balloner. Brug en anden farve balloner, hvis de lyserøde ikke passer til jeres fest.
Har du lyst til at samle familien omkring et fælles udendørsprojekt, så kunne I jo gå en god tur i naturen og finde en masse fine grene, som kan pynte i vasen.
Udsmyk grenene med det fineste blomsterpynt, som I laver af Silk Clay. Silk Clay er en meget let og fin modelleringsmasse, som du kan forme nærmest alt ud af. Materialet er nemt at arbejde med, det er selvhærdende og selvom det ikke klistrer, fx på fingrene, kan blomsterne fastsættes direkte på de bare grene uden brug af lim.
For en anden og sjov effekt kan I også bruge Foam Clay til blomsterne. Foam Clay er grovere i konsistensen end Silk Clay, fordi det er tilsat små polysterenkugler. I kan også lave rigtig fine blomster ved at mixe de to modelleringsmasser.
Sådan gør du
Brug disse vaser som almindeligt centreret bordpynt, hvor de samles i små grupperinger, eller bind en snor omkring med et navngivet manillamærke i, så hver gæst får en personlig vase i form af et bordkort, som de kan tage med hjem.
Lille vase af glaskugle stående på gardinring
Denne skønne vase, der er lavet af juleglaskugler uden top, er jeg sikker på vil pynte på ethvert konfirmationsbord.
Den runde kugle balancerer på en træring, og jeg er vild med den utraditionelle tilgang til den runde form. Put en lille blomst i vasen, og voilá! Den flotteste vase er skabt.
Placer vaserne på et samlet underlag som dette træskilt for at skabe lidt opdeling på bordet og for at centrere bordpynten, og tilsæt dekorationssten i den farve, der passer bedst til jeres fest.
Klar, parat, start
Er I klar til at skabe en fantastisk konfirmationsfest med konfirmanden i centrum for festlighederne?
Hvad enten I lader dagens pynt udspringe af en bestemt farveskala, af konfirmandens outfit eller noget helt tredje, så er I i dette blogindlæg blevet klogere på:
- At planlægge festen med fokus på konfirmanden
- Forskellige borddækninger
- Dekorative idéer til bordpynten
Jeg håber, at I får en vidunderlig dag – og at konfirmanden kommer til at stråle!
2 Kommentarer
vil gerne have et katolog tilsendt
Hej Anette. Hvis du skriver en mail til mail@cchobby.dk om det, så kan de hjælpe dig 🙂 Mvh. Bianca