Du har sikkert lavet mange juledekorationer gennem årene. De fleste af os starter tidligt med at lave små juledekorationer, fordi det er en god, hyggelig aktivitet, som hele familien kan samles omkring hvert år op til jul.
Men selvom du laver juledekorationer hvert år – og sikkert har godt styr på, hvordan du kan gøre – så er det rart at få inspiration til noget nyt. Ikke sandt?
For juledekorationer behøver ikke kun at være gran, ler og kalenderlys. I blogindlægget her skal du se nogle anderledes og kreative juledekorationer, der bidrager til den gode julestemning.
Fælles for de 5 idéer, du skal se herunder, er, at kreativiteten og lyset er i fokus. Uanset om det er ægte stearinlys, naturtro LED-lys eller hjemmelavede lys af bivoks, så er det et centralt element i kreationerne herunder.
Du får:
- Inspiration til juledekorationer i forskellige stilarter
- Tips og tricks til de kreative teknikker
- Oplistning af materialer, så du nemt kan komme i gang
Du kan også lade dig inspirere af alle vores mange kreative juledekorationer.
1) Lanterner af glas dekoreret med dekorationsfolie
Vi starter med en simpel idé for dig, der er vild med den glitrende effekt, som lyser op i vintermørket.
Det eneste du skal bruge til denne lille juledekoration, er lanterner eller syltetøjsglas og denne smarte pakke med dekorationsfolie og limark i juledesign.
- Start med at vaske glasset rent og fri for små fedtpletter, og tør det godt.
- Klip det ønskede limmotiv fra arket og overfør det til glasset. Sørg for at få alle motivets detaljer med over.
- Gnid forsigtigt dekorationsfolien henover limmotivet. Du vil med det samme opdage, hvor nemt den glitrende folie sætter sig fast i limen.
- Vil du kombinere forskellige farver folie, skal du fastgøre folien på limmotivet ad flere omgange, så den forkerte farve ikke klæber fast på det forkerte motiv. Det gør du ved kun at fjerne det øverste beskyttelseslag fra den del af limmotivet, du vil dekorere med den givne farve.
- Når limmotivet er dækket helt med den første farve, kan du fjerne beskyttelseslaget fra de næste dele, og sådan fortsætter du, indtil du har opnået det ønskede udtryk.
Tænd fyrfadslys af stearin eller LED-udgaven nede i lanternen og se, hvordan den hyggelige stemning breder sig.
Du får brug for:
2) Juledekoration med lysestager af selvhærdende ler
Det næste bud på en juledekoration, du kan lave, består af hjemmelavede lysestager af selvhærdende ler (her i farven terrakotta).
Rul den bløde ler ud med en kagerulle, indtil det har en tykkelse på ca. 1 cm. Herefter udstikker du figurerne med de ønskede udstiksforme – vælg mellem mange forskellige former og størrelser.
Selvhærdende ler er et stærkt materiale, som hærder hårdt op i løbet af 1-2 døgn alt efter lerets tykkelse. Så husk at trykke lyset ned i leret, mens leret stadig er vådt.
Med idéen her kan du variere de små juledekorationer, som du har lyst til. Fx kan du lave det som en adventsdekoration med 4 lysestager – eller lave flere stager, der kan stå sammen i små grupper omkring i dit hjem.
Det skal du bruge:
- Selvhærdende ler (fx i terrakotta farve)
- Udstiksforme i forskellige størrelser
- Kagerulle
Er du blevet hooked på at lave julepynt med selvhærdende ler, så bør du læse blogindlægget “Lav selv det skønneste julepynt med selvhærdende ler”.
3) Lav selv lys af bivoks
Drømmer du om en juledekoration, der dufter sødt og skønt, så er dette idéen for dig.
Her skal du bruge naturens egne materialer i form af bivoksplader, som du kan lave juledekorationer med på to måder.
Du kan lave en samlet dekoration med de forskellige lys på en træplade, og pynte dekorationen med anisstjerner, kanelstænger og hvad der ellers skaber en julestemning for dig.
Teknik 1: Lav et højt lys af bivoks
Til det høje lys skal du bruge to bivoksplader, som du ruller omkring en vokset væge på det korte led.
Sørg for at trykke pladen let omkring vægen i begyndelsen, så vægen holdes på plads. Bivoks kan blødgøres med håndvarme, så du kan bukke det forsigtigt.
Rul to plader sammen ved at lægge enderne sammen for at få et tykkere lys. Se i videoen herunder hvordan det gøres. Tryk enden af den sidste plade let ind i lyset for at holde sammen på det.
Teknik 2: Lav små lys af udstanset bivoks
Du kan også lave små udstansede lys med dine bivoksplader. Her skal du have fat i udstiksforme i ønsket form og størrelse – fx en af disse stjerneformer, som tematisk passer godt til jul.
Du kan udstanse figurerne ved håndkraft, hvis bivoksen har stuetemperatur. Er bivoksen for hård, kan du banke let med en hammer, indtil udstiksformen skærer igennem pladen.
Lysene her er samlet af 6 udstansede figurer hver. Lav et hul i midten med en blomsterpind eller lignende, som du kan føre vægen igennem.
Husk at placere dine små lys på et ikke-brandbart materiale, inden du sætter dem på træpladen og tænder dem.
Dette får du brug for:
- Bivoksplader
- Væge til bivokslys
- Udstiksforme (fås i forskellige former og størrelser)
- Naturpynt (fx anisstjerner og kanelstænger)
- Træskive med bark
- evt. blomsterpinde
Du kan se hele idéen her, og i videoen herunder kan du se, hvordan du laver begge slags lys:
4) Adventskrans med mini figurer og naturpynt
Leder du efter inspiration til en klassisk adventskrans, så se denne idé med mini figurer og pynt fra naturen.
Dekorationen er lavet ved at binde grene af blød enebær og naturfarvet sisal omkring en halmkrans. Du fastgør det løbende ved at sno ståltråd omkring.
På den ene halvdel af kransen stikker du fire lysholdere ned, så du kan lyse din juledekoration op med stearinlys hver søndag i december.
Du kan også vælge at bruge led stearinlys, som er brugt på billedet herover. De er lavet af ægte voks og lyser med en gylden flakkende flamme, som gør dem meget naturtro.
På en anden halvdel af din dekoration kan du give gas med pynt: tørrede bær på stilk, kogler, stjerneanis, nødder, mini julemænd, jute wire og lidt løst sisal. Det løse sisal skal ikke fastgøres, for det giver et luftigt og let udtryk, når det ligger løst.
Du får brug for:
- Friske, bløde grene af enebær
- en halmkrans
- naturfarvet sisal
- ståltråd
- diverse naturpynt (bl.a. kogler, anisstjerner og nødder til dekoration)
- mini julemænd
- jutewire (fås i forskellige farver)
- lysholdere (4 stk.)
- naturtro, kunstige stearinlys
- limpistol
Find flere idéer til adventskranse og adventsdekorationer her.
5) Adventsdekoration med vinterligt udtryk
Den sidste idé du skal prøve i år, er denne søde adventsdekoration. Den har et helt enkelt, vinterligt udtryk, som passer flot ind i en moderne, minimalistisk boligindretning.
Du dekorerer de 4 glasflasker med hvide rub on stickers med tallene 1-4, som hæfter direkte på glasset. Sørg for at flaskerne er vasket rene og tørret.
Fjern det beskyttende lag på bagsiden, og placer tallet på det ønskede sted. Gnub med den medfølgende pind på tallet, indtil det sidder fast, og tag forsigtigt det øverste plastlag af.
Drys lidt kunstig sne i bunden af hver flaske, som kan danne en skøn vinterbund, der glitrer let.
For at du kan fastgøre et lys (hvad enten du bruger ægte stearinlys eller LED lys), skal du sætte en lysmanchet fast i toppen af hver flaske. Du kan fx lime den fast med klæbemassen Sticky Base, som tørrer i løbet af nogle timer. Sticky Base sikrer dig en præcis limning, og den løber ikke – så du undgår at få lim ned i din juledekoration.
Når alle lysmanchetter sidder godt fast, kan du montere dine lys. Bind et bånd omkring flaskehalsen for at skjule limningen.
Og så er din adventsdekoration klar til første søndag i advent.
Du skal bruge:
- 4 klare glasflasker
- Rub-on stickers med tal
- Bånd til dekoration
- Kunstig sne
- Kunstige LED-lys med et gyldent lys
- Lysmanchetter til stagelys
- Lim eller Sticky Base til fastgørelse af lysmanchetter
Lav anderledes juledekorationer i år
Du har sikkert lavet mange juledekorationer gennem årene, for de fleste af os starter tidligt med denne aktivitet. Men derfor kan det alligevel være rart at få inspiration til noget nyt.
I blogindlægget har du set nogle anderledes og kreative juledekorationer, der vil bidrage til den gode julestemning i dit julehjem. Og fælles for de 5 idéer er, at kreativiteten og lyset er i fokus.
Du har fået:
- Inspiration til juledekorationer i forskellige stilarter
- Tips og tricks til de kreative teknikker
- Oplistning af materialer, så du nemt kan komme i gang
Rigtig god fornøjelse.