Pynter du dit juletræ med hjemmelavede julekugler?
Det er populært at dekorere sine egne julekugler, og det er en klassisk aktivitet, som mange vender tilbage til år efter år.
Med god grund. Du har nemlig mange kreative muligheder for at lave kugler og ornamenter til ophæng i diverse størrelser og former, og med en masse forskellige materialer.
Det skal du se 7 eksempler på herunder. Og du kan godt glæde dig til at se et bredt udvalg af julekugler med bl.a. metalmaling, sykarton, nålefilt, garn, pailletter og kunstig sne.
Lad dig bare inspirere, så du kan vælge idéer til og lave lige netop de julekugler, der passer sammen med resten af din julepynt.
Når du læser videre, skal du se:
- julekugler, der glitrer i vintermørket
- bløde julekugler af nålefilt og garn
- julekugler med et vinterligt udtryk
Du får selvfølgelig hjælp til valg af materiale og til teknikkerne, så du kun skal koncentrere dig om at skabe årets flotte julekugler.
Se desuden alle vores idéer til hjemmelavede julekugler her.
1) Julekugler af træ med skinnende detaljer
Først skal du lade dig forføre af disse skinnende julekugler.
Ornamenterne af træ fås i mange former: rund kugle, dråbeformet og aflang kogleform. Så kan du enten vælge din favorit eller lave variationer til dit juletræ.
Træfigurerne maler du med Art Metal maling, som fås i flere forskellige farver med et vintage udtryk. Malingen er højglans, og giver derfor dine julekugler evnen til at reflektere lyset let.
Det kan de også, når du tilføjer detaljer af dekorativt folie.
Dekorationsfolie er et skønt materiale, som du altid kan ty til, når du vil peppe en dekoration lidt op. Du kan overføre det til fx karton, pap og træ ved hjælp at den smarte limpen. Limpennen gør det muligt at tegne i frihånd og skrive tekst på julekuglerne.
Se hele trin-for-trin vejledningen her, hvor du også finder materialerne.
Variant
Du kan også dekorere dine julekugler med en blanding af Sticky Base og kunstig sne drys. Blandingen modellerer du omkring toppen af julekuglen, og på den måde får dine vintage julekugler et strejf af vinter.
2) Broderi julekugler af sykarton
Her skal du se et lidt anderledes bud på julekugler, end du måske er vant til.
Disse julekugler er nemlig todimensionelle, men det gør dem bestemt ikke mindre flotte end andre julekugler. Du laver dem med sykarton formet som forskellige jule ornamenter, og med en nål i hånden broderer du mønstre i de udstansede huller med en guldtråd.
Vi anbefaler at bruge denne Lurex effektgarn, som har en glitrende overflade. Den er nem at sy med, og så passer effekten bare rigtig godt til sykartonet.
Idéen er desuden god til børn, som kan lide at brodere.
3) Julekugler af nålefilt pyntet med guldtråd
Er du til bløde og vamsede julekugler, så er dette idéen for dig.
Du laver dem med kartet uld i klassiske julefarver, som du stikker fast direkte på kugler af styropor med en nålefiltenål. Når kuglen er dækket og ulden er tæt, kan du brodere et mønster i ulden med en guldtråd. Skyd genvej til projektet med dette materialesæt, hvor alle materialer er samlet.
Og der er hjælp at hente, hvis du aldrig har prøvet at nålefilte før. Du kan nemlig se, hvordan du gør, her.
4) Hæklet julekugle i forskellige former
Står din hæklenål sjældent stille for længe ad gangen? Så vil du nok gerne hækle bløde julekugler og juleornamenter som dem, du ser herover.
Til disse julekugler skal du finde hæklenål nr. 2,5 frem fra skuffen, og så skal du bruge en mørk rød bomuldsgarn 8/4, der er certificeret efter Oeko-Tex® Standard 100, når du hækler.
For at gøre det nemt for dig, får du en printvenlig, gratis hækleopskrift på denne side. Ornamenterne er dekorative både med og uden broderede detaljer af guldgarn – alt efter smag og behag.
Vil du lave mere hæklet julepynt, så vil jeg anbefale dig at læse blogindlæggene: “Lav hæklet julepynt – 9 skønne idéer til dig” og “Fordyb dig i hæklet julepynt og julestrik”.
5) Julekugle med hul pyntet med kunstig sne og mini figurer
Med todelte dekorationskugler med hul i siden kan du lave julekugler med et hyggeligt miniaturelandskab indeni.
Se bare det snefyldte miljø, den søde isbjørn er placeret i.
Det kan du lave ved at duppe lim på indersiden af plastkuglen og drysse kunstig sne drys i limen. Bland en smule Sticky Base med kunstig sne drys, og tryk massen fast i bunden af kuglen.
Det er denne blandede masse i bunden af kuglen, som du skal fastgøre grantræer og isbjørn i. Når dekorationskuglen er samlet, kan du smøre lidt lim omkring hullets kant og dyppe den våde lim i sne drysset.
Bind en snor igennem ophængsøjet, og din julekugle er klar til at sprede en vinterlig julestemning. Se hele vejledningen her, hvor du også kan finde materialerne.
6) Julekugler af styropor dekoreret med Sticky Base og pailletter
Du kan også udsmykke dit juletræ eller dine vinduer med funklende julekugler, der har et kogle-lignende look, som du kan se i videoen her:
Kogle-effekten kommer af lag-på-lag teknikken, som du skal bruge, når julekuglen dækkes af de glimtende, dråbeformede pailletter.
Du fastgør pailletterne én efter én ved hjælp af Sticky Base, der fungerer som lim. Smør et lag på et lille stykke af styroporkuglen ad gangen og dæk med pailletterne. Arbejd dig rundt om kuglen, indtil det hele er dækket. På den måde undgår du, at Sticky Basen mister sin klæbeevne, før du når at lave dekorationen.
Bind en snor til ophæng fast i et metalophæng med krave, som du trykker ned i toppen af den dekorerede kugle.
Her kan du se, hvordan du gør.
Variant
Du kan opnå samme kogle-udtryk med denne idé, hvor cirkler af udstanset læderpapir er gjort fast på styroporkugler med en limpistol eller Sticky Base. Find et praktisk materialesæt her.
Læderpapir er et vegansk papirmateriale, der kan bruges på mange kreative måder. Materialet fås desuden i mere end 10 forskellige farver og mønster. Læs mere om læderpapir i blogindlægget: “Læderpapir – derfor er det noget for dig”.
7) Flad juglekugle med 3D snow effect
Her til sidst skal du se en idé, som både vil overraske og imponere dig. Det blev jeg i hvert fald, første gang jeg så denne julekugle.
For ikke nok med at julekuglen er tilsat glitrende pailletdrys og dekoreret udvendigt med 3D sne, som leder tankerne hen på en snefyldt vinterdag.
Så er glaskuglen i denne idé flad med en tykkelse på kun 2,1 cm, hvilket giver et anderledes og ret elegant udtryk.
Når du vil lave den udvendige dekoration, kan det hjælpe dig først at skrive teksten med en hvid glas- og porcelænstusch. Vil du lave efter denne idé, kan du printe et mønsterark her.
Når stregerne fra tuschen er tør, kan du tegne op med 3D snow effect strukturpasta, der fås i en pen med en praktisk spids. Efter tørring kan du fylde glitter drys i kuglen og lukke med det medfølgende metalophæng med krave. Se trin-for-trin vejledning her.
Pynt dit juletræ med hjemmelavede julekugler
Det er populært at dekorere sine egne julekugler, og det er en klassisk aktivitet, som mange vender tilbage til år efter år.
Som du har læst om i dette blogindlæg, er der flere grunde til det. Du kan nemlig lave mange kreative julekugler og ornamenter i diverse størrelser, former og forskellige materialer.
Det har du set 7 eksempler på herover, som kan opdeles i:
- julekugler, der glitrer i vintermørket
- bløde julekugler af nålefilt og garn
- julekugler med et vinterligt udtryk
Du har desuden fået hjælp til valg af materiale og til teknikkerne, så du kun skal koncentrere dig om at skabe årets flotte julekugler.
Og lad dig bare inspirere, så du kan vælge ud og lave lige netop de julekugler, der passer sammen med resten af din julepynt.
2 Kommentarer
sikke mange gode og kreative ideer – tak for dem,
Hej Ruth.
Selv tak – jeg håber, du føler dig inspireret til selv at gå i gang 🙂
Mvh. Bianca